Den første digitale generation
"Fire teenagepiger sidder omkring et sofabord. Mille, Line og Kirsten sidder i sofaen, mens Lise ligger henslængt i en lænestol travlt beskæftiget med at sende og læse sms’er. På et tidspunkt skal Mille på toilettet, og hun efterlader sin mobiltelefon på bordet. Så snart hun er ude af stuen, snupper Line den og begynder at kigge i den. Hun fniser og kommer med små udbrud og kommentarer om sjove billeder, beskeder og videoer. Til udelt fornøjelse for de to andre, som også kommenterer indholdet af mobilen. Sådan fortsætter de, til Mille vender tilbage. Som det mest naturlige og uden den mindste undren eller surhed, sætter Mille sig i sofaen og begynder også at grine og kommentere indholdet af telefonen, som Line har beholdt.
Episoden stammer fra en interviewundersøgelse af den første, helt digitale årgang. Pigerne er alle født i 1994 samtidig med det moderne internet, og de er vokset op sammen med en række andre mobile og interaktive medier. Denne generation af unge er blevet kaldt generation C (for Connected), netværksgeneration eller digitale indfødte. Jeg kalder dem Årgang 2012, for netop i 2012 bliver de 18 år og dermed voksne i juridisk, økonomisk og demokratisk forstand. Der er altså kun kort tid til, at generationen bliver den afgørende forbrugergruppe. Hvad kommer der til at ske, når Årgang 2012 og den måde, den tænker og opfører sig pån bliver dominerende i den meget nære fremtid?"
