Sig supermarked og associer frit. Allerede efter et par sekunder vil de fleste danskere med stor sandsynlighed have nævnt SuperBrugsen. Blandt andet fordi SuperBrugsen er Danmarks største supermarkedskæde, men også fordi SuperBrugsen har en historie, der kan dateres helt tilbage til 1866. På den måde er kæden næsten blevet en del af den nationale identitet – måske fordi SuperBrugsen har fulgt tidsånden siden andelsbevægelsens start i 1800-tallet, gennem forbrugersamfundets fødsel i 60’erne, den spirende økologi i 80’erne frem til i dag, hvor kæden afspejler et moderne miks af inspiration, omtanke og fair priser på alt fra basisvarer til specialiteter og nonfood.
Et samarbejde med dybe rødder
Republica har fulgt udviklingen tæt siden bureauets start. Vi har produceret kædens tilbudsaviser lige så længe, og selv om det måske lyder fastlåst, er det faktisk udtryk for en udvikling. SuperBrugsen holder nemlig aldrig op med at udfordre hverken leverandører eller reklamebureauer – på kvaliteten og evnen til at følge tidsånden med samme tæft som kæden selv. Derfor er vi stolte af vores samarbejde med SuperBrugsen og af de resultater, vi gennem kampagner, tilbudsaviser og senest også en ny visuel identitet har skabt sammen med kæden.
