fakta er en del af Coop, men har i mange år levet sit eget liv med separat hovedkontor i Vejle og et udtryk, der ikke ligner noget andet. Kæden blev kendt som den bekvemmelige og hurtige discountkæde, hvor indkøbene kunne klares på fem minutter. Derfor faldt det også helt naturligt at udvide butiksporteføljen med en række fakta Quick-afdelinger, hvor det går ekstra stærkt – også udenfor almindelig åbningstid.
Nye tider
Men det er ikke kun butikker, der er blevet flere af… I løbet af de seneste to år har fakta udvidet sit antal af varenumre med 20% - specielt inden for fersk kød, frugt og grønt, mejeri og brød- så de fleste familier kan få dækket deres dagligvarebehov i fakta.
Derfor lancerede fakta i januar et nyt slogan – ”det er sund fornuft” – for blandt andet at understrege, at der nu er så mange varer, at det er sund fornuft bruge lidt længere tid i fakta end bare 5 minutter….
Det nye slogan er implementeret i et helt nyt visuelt univers, der er udviklet i samarbejde med Republica, som har stået for kædens taktiske kommunikation siden 2008 og blandt andet har kreeret et hav af tilbudsaviser og kampagner.
Foruden det gamle slogan tager fakta nu også afsked med Vejle og flytter i løbet af 2011 sammen med det øvrige Coop i Albertslund.